Ernst Jensen Prisen 2017

26. 06. 2017

Ernst Jensen Prisen er opkaldt efter Ernst Jensen, der var lærer i mange år på Falkonergården, og var en ihærdig forkæmper for at skabe plads til både eliteidræt og uddannelse. Ernst var desuden dybt involveret i udvikling af dansk idræt både i basketball forbundet og i DIF. Prisen gives hvert år til en eller flere elever på skolens Team Danmark ordning, der på eksemplarisk og inspirerende vis er lykkedes med at præstere på højt niveau både indenfor uddannelse og elitesport.

I år motiverede Team Danmark koordinator Kristoffer Nielsen prisen således:

Årets TD-pris har vi valgt at uddele til en person, som har skilt sig ud på et helt exceptionelt niveau. Hun har vokset sig fra at være ’én blandt mange, til i dag at være verdens bedste indenfor hendes sportsgren. Hendes sportslige CV rummer allerede i en alder af 21 år en række meget imponerende resultater. Dobbelt junior verdensmester på landevej, samt flere gange dansk senior-mester på landevej, og gennem et ekstremt hårdt udskildningsløb, kvalificerede hun sig sig til OL i Rio. Og for 10 måneder siden kunne vi alle sidde og se hende køre en fantastisk flot Ominum-konkurrence og opnå en imponerende 5. plads. En placering vi håber på i Tokyo kan skiftes ud med en medalje. Og som prikken over i’et vandt hun godt en måned efter hjemkomsten fra Rio, verdensmesterskabet for seniorer på landevej. Så lige nu er hun er faktisk den bedste kvinde i verden til at cykle - det er da ret vildt at kunne kalde sig det! Men hvis ikke det var i sig selv var imponerende nok, så har hun sideløbende med cykelkarrieren formået at holde fokus på uddannelse, og er endt ud med et meget flot snit. De sidste to år har vi ikke set meget til hende. Hun har i gennemsnit været i skole 20 til 30 dage om året. Men alligevel har hun gennem en ekstrem selvdisciplin, hårdt arbejde og rigtig, rigtig mange ekstra undervisningstimer, også formået at holde fokus på sin uddannelse. Og det er netop denne evne til at kunne mestre den dobbelte karriere, som gør hende til en ekstremt fortjent vinder af dette års TD-pris. TD-prisen 2017 går naturligvis til Amalie Dideriksen, 4 eller skal vi sige 5u.