Falkoscience

FalkoScience er Falkonergårdens bud på naturvidenskab. Vi tilbyder flere spændende studieretninger, for eksempel med matematik, fysik, kemi, biologi og bioteknologi.

Herunder kan du se glimt og videoer fra 3 år på matematik/fysik/kemi-studieretningen... 

FalkoScience





   


 
Studieretningen med matematik, fysik og kemi byder på mange oplevelser.

Her er glimt fra tre begivenhedsrige år i gymnasiet:
   
1.g begynder med et introforløb, hvor du lærer skolen og dine nye klassekammerater at kende.

Skolestartens højdepunkt er idrætsfesten, hvor alle klasser kører forskellige temaer med udklædning og happenings. Det er en af årets sjoveste dage!

Kort tid efter skal du på hyttetur, som byder på spændende oplevelser planlagt af en gruppe 2.g elever fra studieretningen.

   


 
FalkoScience er sjovt og lærerigt! Du mærker straks, at du er kommet i gymnasiet, og din forståelse for naturvidenskab bliver hurtigt større og mere detaljeret. Du behøver ikke være en Einstein-nørd for at kunne følge med, når bare du er nysgerrig og motiveret.

Naturvidenskabeligt grundforløb er en bred introduktion til naturvidenskab. Du lærer de grundlæggende metoder, som fagene her bygger på.

Hen mod jul begynder AT1 (Almen studieforberedelse). Det er et tværfagligt projekt, hvor du lærer at kombinere din viden. For tiden arbejder fysik og dansk sammen med de kreative fag om emnet Lys.
   
Der går en rød tråd gennem hver enkelt studieretning, og det bliver afspejlet i forskellige Studieretningsforløb. I SRF1 bestemmer du og dine kammerater selv, hvad I vil arbejde med. Temaer kunne f.eks. være Mythbusters eller Raketter.



 
   
I 2.g er du godt i gang med alle dine favoritfag. Derudover skal du lave endnu et studieretningsforløb (SRF2) samt en studieretningsopgave (SRO).

   
Der har i mange år været tradition for (som studieretningsopgave) at deltage i Science Cup, der er en stor landsdækkende opfinderkonkurrence arrangeret af Ingeniørforeningen. Ideer er der nok af, og skolen har flere gange vundet regionalfinalen.



 
   


 
Hvis du kan lide naturvidenskab, er der rig mulighed for at komme på ture udenfor skolen. Hvert år tager interesserede elever på Camps rundt om i landet for at dyrke udvalgte emner. Der kan være en matematik-camp, en nano-camp eller en kemi-camp. Det er både socialt og fagligt udbytterigt.

Særligt dygtige elever deltager også i længerevarende forløb, såsom ATU (Akademiet for Talentfulde Unge) eller Science-Talenter.

Falkonergården er derudover medlem af gruppen af Danske Science Gymnasier.
   
I 3.g vælger du, hvilke naturvidenskabelige fag du vil have på højt niveau. Derudover er året præget af Studieretningsprojektet (SRP) og det afsluttende AT-forløb.
   


 

Sammen med klassen skal du på studietur til udlandet. Det kunne f.eks. være Norditalien, hvor Galilei i renæssancen gennem eksperimenter satte en hel ny dagsorden for naturvidenskab. Du får set en masse, og det er sjovt at rejse med dine klassekammerater.
 
   
I Studieretningsprojektet (SRP) kombinerer du to fag, som du laver en større opgave om. Her er der overraskende mange spændende muligheder! Ville du f.eks. have gættet på, at man i matematik og dansk kan arbejde med, hvordan Google fungerer?



 
   


 

Det sker tit, at højniveauholdene i naturvidenskab tager ud at rejse. Fysik A holdet har f.eks. været på CERN, hvor man i 2012 opdagede Higgs-partiklen. Det giver dig unikke oplevelser og inspiration til dine videre studier.


 
   

Gymnasietiden er ved at være slut, og alle spørger dig, hvad du så skal: Suk! Heldigvis får du mulighed for at besøge udvalgte uddannelsessteder, f.eks. DTU, Københavns Universitet eller RUC. Hjemme på skolen kan du få hjælp af en studievejleder til det svære valg.
 


 
   


 
De sidste måneder inden studentereksamen er et slid, men der er stadig plads til sjov.

   
Så blev du færdig! Dine forældre ser stolt til, mens du venter på at få dit eksamensbevis og et håndtryk af rektor. Og forude venter et nyt liv, som du er godt rustet til med FalkoScience i baggagen.