Spørgsmål og svar

 


Hvilke fordele er der ved at gå på Team Danmark-ordningen?

Et forlænget uddannelsesforløb giver mere tid til både træning og skole. På Falkonergården går alle TD-elever i hele TD-klasser. At man går i klasse med andre eliteidrætsudøvere har en stor betydning i dagligdagen med hensyn til øget forståelse, opbakning, interesse og erfaringsudveksling. Udover dette vil hele TD-klasser medføre at man går i den samme klasse i alle årene og at skemaet ofte ligger uden mellemtimer. Falkonergården har haft TD-ordning siden 1991 og både lærere og ledere har stor erfaring med TD-elever. Der er tid til morgentræning mindst 2 gange om ugen (tirsdag og torsdag). I ordningen er der ansat Leder/vejleder, TD-koordinator/faglig vejleder og idrætscoach. Dette giver flere muligheder for samarbejde med idrætten, samt faglig, personlig og sportslig vejledning.

Hvad sker der, hvis man holder op med eliteidræt?'

Når man er startet i en TD-klasse, kan man fortsætte sin uddannelse uanset idrætslig aktivitet.

Hvorfor skal man have så mange timer det første halve år?

Vi har valgt at lade Team Danmark eleverne følge det samme grundforløb som andre (dog undtaget idræt) i første semester, fordi de så har mulighed for at vælge en anden studieretning og et 3-årigt forløb.

 SKAL man deltage i morgentræningen?

Ja - det er jo det der er ideen. Der er mødepligt til morgentræningen, hvis din idræt har morgentræning i Falko-regi.

Hvordan tæller fravær ved Team Danmark-godkendte aktiviteter?

Hvis en aktivitet er anmeldt på et skema til Team Danmark-koordinator Frederik Ullerup og bliver godkendt, godskrives fraværet, dvs. det indgår ikke i den samlede fraværsprocent.

Er der læge / fysioterapeut til rådighed? Har man fri når man er skadet / skal til læge?

Sygdom og lægebesøg er underlagt de almindelige fraværsregler på skolen og er ikke TD fravær. Der er ikke særlig læge eller fysioterapeut knyttet til projektet, men TD-godkendte elever har mulighed for en rabatordning på TD-klinikken i Brøndby.

Er der bopæls-muligheder eller transporttilskud til de der kommer langvejs fra?

Der er ikke bomulighed knyttet til projektet. Der gives transporttilskud efter de almindelige regler, som gælder alle ungdomsuddannelser. Henvend dig på skolens kontor for yderligere information.

Er der SU i alle år uanset timetal?

Ja alle over 18 år er berettiget til SU i hele forløbet.

Er der morgentræning for de idrætter der ikke er med i projektidrætterne?

Nej, der er ikke arrangeret morgentræning, men der er mulighed for at udnytte træningsfaciliteter (styrketræningslokale og evt. ledige lokaler, kontakt Christina Teller).

Skal man deltage i den almindelige idrætsundervisning?

Ja, man skal deltage i den almindelige obligatoriske idrætsundervisning. Grundideen er, at man kommer ud med en helt almindelig og dermed fuldt ligeværdig studentereksamen.

Kan man få adgang til styrketræning / motionscentre?

Man kan få adgang til Falkonergårdens eget styrketræningslokale.

Hvem bestemmer træningen? Klubtræner? Centertræner? Morgentræner?

Her er lagt op til et samarbejde og det er et krav, at træningen bliver koordineret mellem klub, morgentrænere og landshold.

Er man sikker på optagelse på Falkonergården, når man er godkendt til TD forlænget uddannelse?

Nej, ikke formelt, men indtil nu er næsten alle TD-godkendte blevet optaget.