Falko Dagsværk hvorfor og hvordan
Vi vil gerne lære vores elever på Falkonergårdens Gymnasium, at de - med en lille indsats - kan gøre en stor forskel for andre, der har behov for hjælp. Derfor har vi i mange år samlet penge ind til velgørende formål - i en årrække via Operation Dagsværk, men de sidste fire år gennem vores egen indsamling kaldet Falko Dagsværk.
Konceptet er, at alle elever spørges individuelt, om de ønsker at deltage. For dem der siger ja, afholdes dagen i begyndelsen af oktober og formålet med dagen er at alle elever skal finde og udføre et arbejde og donere de indtjente penge til et godgørende formål.
Eleverne kan selv bestemme, hvor de vil arbejde: måske hjemme hos jer, hos venner eller anden familie, på deres sædvanlige arbejde eller et helt fjerde sted, de skal blot som minimum tjene 350 kroner og indbetale dem på MobilePay på 916611 - pengene går ind på en særlig konto lavet til denne indsamling. OBS! Hvis du har fået arbejde udført og selv indbetaler, skal du sørge for at skrive elevens navn og klasse i kommentarfeltet.
I tilfælde af at en elev stemmer nej til at deltage i Falko Dagsværk, kommer vedkommende på et hold, der skal arbejde med kanonforfattere og de skal bruge dagen på at forberede et oplæg til deres klasse.
Alle indsamlede penge i 2024 vil gå til de fire velgørenhedsorganisationer herunder (de er valgt af eleverne i FD-udvalget):
- Gadens børn - hjælper gadebørn i Indien
- Hjælp din næste - hjælper hjemløse i København
- Ventilen - Hjælper ensomme unge i Danmark
- Danske hospitalsklovne - bringer glæde til syge børn
Efter indsamlingen er gennemført, stemmer eleverne om, hvem pengene skal gå til, og pengene fordeles proportionalt i forhold til det antal stemmer, de fire organisationer får. Dog får alle fire organisationer som minimum 10% af det indsamlede.
Hvis man har spørgsmål til projektet, er man velkommen til at skrive til uddannelsesleder Tom Søgaard-Jensen på ts@falko.dk.
Falko Dagsværk-gruppen